2013-01-28 13.57.59-2
Det der med at være klemt inde i et lille rum, og samtidig skulle tænke klart nok til at omrokere hele lortet, pakke det ned i poser og kasser, krølle kommoderne sammen og pakke skabene ind i sølvpapir. Det der med at føle sig som en omvandrende psykose mens resten af verden går lige forbi og ikke ænser ens tilstedeværelse, fordi man er ligeså ligegyldig som alle andre. Det der med at råbe op mod himlen, og inderst inde håbe på den råber tilbage, så man har nogle at give skylden for de sorger man har påbudt sig selv. Det der med at være klemt inde i et lille rum.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *