Så kører rustvognen afsted med et menneske
Hvis sjæl har trukket sig ud af kroppen
Et fænomen ingen rigtig forstår
Men jeg føler ofte at jeg sidder overfor min sjæl
Hun sidder der og glor på min krop
der ligger slasket og dukkeagtigt
på et lag af støv
fra mine mareridt
Hun fortæller jeg tænker forkerte tanker
Hvordan han har groet sig fast på min nethinde
som en igle
der planter billeder i mit hovedet
hvor jeg dagligt hænger mig selv
I reb eller bælter eller tørklæder
selvom jeg slet ikke vil dø
Hver gang billedet stryger frem
ryster jeg på hovedet
ryster det ud af hovedet
Jeg har ofte hovedpine
Ryste ryste ryste
Iglen dingler
Han vil ikke slippe
selvom han har sluppet
‘’Du skal aldrig kontakte mig igen’’ skrev han
Men hvorfor må han så
bosætte sig bag min pande
Og hviske til mig om sine dødsønsker
om mig og ham selv
og os sammen i galgen
Hvorfor må han kontakte mig hver gang jeg er alene
og skal læse eller sove eller spise
Hvorfor må jeg ikke sende den sms
og bede ham om at stoppe med at klistre sig fast
og give mig lyst til at trække al luften ud af mig selv
Hvorfor må jeg ikke råbe stop eller slå igen eller skrige
eller sige ‘’Vær sød at lade mig gå’’
når han må
blive
Der sidder en igle i mit hoved
der siger jeg skal hænge mig selv
men jeg vil ikke dø

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.