Jeg befinder mig ofte i en tilstand af sorg. En sorg jeg ikke rigtig kan finde hoved og hale i. Terapien er en vej derind, men angsten holder mig tilbage. Så ligger jeg blot med en krop, der føles som havregrød, og ser på mig selv med ekstremt hårde øjne.
Jeg skriver for meget om sex og vold. To ting, der har fået en helt forkert sammenhæng, og som har ændret det menneske, der kryber sammen inde i denne skal af en krop. Jeg føler der er blevet kastet en forbandelse over mig. At al volden og destruktionen og alle de grænser jeg har fået overskredet og selv har overskredet har lagt sig som en aura omkring mig, som folk jeg kan li, kan mærke. Når de begynder at mærke den, så trækker de sig. Jeg er giftig. Jeg er uren. Jeg er ridset og uoverskuelig, og jeg har ladet forkerte ting ske. De ved det. Jeg er komplet uelskelig nu. Der er ingen, der kan elske en kvinde, der er skabt til at være en skygge. De vil blot have et kys, et ord, et digt, en sang, et blowjob og en tanke. Jeg er allerede besudlet. Jeg kan sagtens besudles yderligere. Allerede urimeligt klam at se på. Vi kan ligeså godt smide mere skrald lige her.

Kroppen som en skal uden indhold. Det ligegyldige æg. Det er hverken befrugtet eller frugtbart. Disse ben der dårlig kan gå. Trapperne er ulidelige. Min krop er blot et billede af et menneske. Men kroppen er det eneste, de kan forholde sig til. I hjertet er jeg for knækket. I sindet er jeg for mørk. De vil have den sjæleløse krop. En man ikke skal forholde sig til.
Men jeg stoler ikke på den krop. Vi forstår ikke hinanden. Jeg stoler ikke på denne her knude i maven eller hovedpinen eller kvalmen. Jeg kan trække et reb om halsen og intet mærke. Jeg kan slå mig selv i afmagt og intet mærke. Men så står du der, midt på Blågårdsgade og min brystkasse brænder. Min puls får angst og mit hoved får angst og mine ben stopper med at være havregrød. I stedet bliver de stive som brædder og jeg kan ikke rykke mig. Kroppen forstår ingenting. Den er uduelig. Den vil ikke som jeg vil. Konstant får jeg det her indtagende bælte omkring solar plexus. Dine hænder, der prøver at slå mig ihjel. Jeg er sikker på det. Du behøver ikke være der. Du kvæler den stadig. Som om man kan eje en andens krop. Som om du kan eje min. Som om den ikke kun tilhører mig, selvom jeg er i krig med den. Det er fandme for meget, at man skal elske sin krop. At elske en krop, der ikke virker, er som at elske en knækket elastik.

Ved du godt, at min krop er gået i stykker? Ved du, at du har gjort mig umulig at elske? At du har gjort den til en vare. Til salg ud fra din formulering. Din sælgerevne. Dit vanvid omkring at jeg tilhørte dig. Ved du godt, at når de rør mig nu, så ætser noget i dem, noget du har boret ind i mig? De tør ikke blive. Jeg er et uelskeligt lille stykke affald. Min krop er blot en pose. I kan genbruge den til jeres pantflasker. Jeg er klistret i forvejen.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.