Lad os fastslå noget. Mennesker kan ikke være ting. De kan aldrig blive ting. Heller ikke selvom forstyrrede individer finder det passende at sælge mennesker. Nej. Aldrig.
Alligevel vil jeg gerne snakke lidt om at være i tilstand, hvor man føler sig som en ting. Og nu tænker i sikkert, at det da udelukkende bør være en negativ følelse, men jeg finder den egentlig meget interessant.

Som barn fik jeg ofte at vide, at jeg var dygtig. Det er umiddelbart en god ting at rose børn, så absolut, men jeg følte ofte, at det var noget de bare sagde, uden at vide, hvad jeg egentlig var dygtig til, samtidig med at jeg følte jeg hele tiden skulle leve op til at være mit dygtige kloge jeg. Gammel-klog er det første jeg husker at blive kaldt, som om det var negativt, at jeg tænkte mere som min farfar end som mine jævnaldrende, uden dog at have samme mængde viden og erfaring (selvfølgelig).

Jeg havde mange drømme som barn, og tænkte ofte på fremtiden, men i højere grad på en flygtende måde. ”Når jeg bliver voksen vil jeg bo langt langt væk herfra.”, ”Når jeg bliver voksen vil jeg være usynlig, så jeg kan høre alle folks hemmeligheder.” osv. Jeg glemte ofte at tage stilling til, hvad jeg egentlig havde lyst til at blive, også selvom vi hele tiden fik det banket ind i hovedet, at det var altså noget vi skulle vide. Og i de små klasser ville jeg være forfatter. Jeg har gået mange andre idéer igennem siden, men som i kan se, endte jeg som forfatter.
I mange år havde jeg dog en idé om, at jeg skulle være dansklærer. Udelukkende fordi, det fik jeg konstant at vide. Jeg var så dygtig til dansk, jeg skulle da læse dansk på universitet og bla bla bla. Og nu når jeg snart fylder 26 har jeg endelig fattet, at det jeg allerhelst vil være ofte er ingenting. Og alting. Helst på samme tid.

I min flugt fra ordet fremtid og fra min egen hjerne har jeg dog fundet en form for tryghed i at tillade et menneske at tingsliggøre mig. Det fine i den tilstand, hvis man begærer den, er følelsen af at være intet. Når du er intet kan der ikke ske dig noget. Verden eksisterer ikke. Jeg husker øjeblikke med det menneske, hvor jeg har følt, at jeg slet ikke var der. Min krop var der. Den var et tomt hylster. Den kunne fyldes med vand. Og så lå jeg i en låst kasse et eller andet andet sted, og når jeg skulle hjem, så åbnede jeg kassen og kravlede ind i min krop igen – for så dog at have det meget værre end før.

Befrielsen var altså en kort rus, der blot gav mig oftere lyst til at adskille krop og sind. En farlig ting i virkeligheden, for den permanente adskillelse af kroppen og sindet er jo døden, og der gik faktisk lang tid med den tilstand on/off før jeg forstod og erkendte, at jeg faktisk ikke havde lyst til at dø, også selvom jeg ofte heller ikke havde lyst til at leve.

Befrielsen var altså ikke en befrielse, selvom den i øjeblikket føltes sådan. Man kan ikke løbe fra sig selv, heller ikke selvom man bliver degraderet så meget, at man ikke længere er til stede. Det virker ikke. Så her sidder jeg nu, og skal ligesom rumme sind og krop på samme tid fuldtid, fordi det menneske, der kunne tingsliggøre mig, er forsvundet. Puf. Og det kan jeg sikkert også godt med lidt øvelse, måske en masse øvelse, da jeg nu har brugt et kvart liv på at øve mig i lukke ned.

Theresa Salomonsen skrev i sin digtsamling Kast himlen i havet

” I dag vil jeg reduceres
til den stol du sidder på”

Og jeg fatter det. Det gør jeg virkelig. Den ultimative befrielse: at vide hvad man skal bruges til. Ligeså smukt som det lyder, ligeså tomt føles det i længden og der er absolut intet værre end tomhed.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.