Som opfølgning på min tekst ’’Det kollektive selvmord’’, kommer her ’’Det ensomme selvmord’’.

Dette fordi, det virker til, at det kollektive selvmord er en myte eller et eventyr. Et kollektiv skal helst bestå af flere end to, men jeg vil også mene at et to-personers selvmord, kan opfattes som kollektivt. Her er det bare romantiseret. Romeo og Julie f.eks. selvom det på en måde var ubevidst og meget uheldigt. Et ældre ægtepar, Lis og Henning, forsøgte i 2008 at sige farvel til livet sammen. En hjemmehjælper kontaktede dog alarmcentralen, og de reddede Hennings liv, mens Lis nåede at dø. Noget der selvfølgelig knuste Hennings hjerte betydeligt. Et ægte forsøg på et kollektivt selvmord, i kærlighedens navn. Men jeg snakkede politik i mit indlæg, så det er lidt en anden sag. Fordi jeg vil have vi skal sige fra. Men hvordan?

Spørgsmålet er så, kan det ensomme selvmord være en vej til forandring? Og hvorfor tænker jeg så meget på død for tiden? Jeg har jo ikke lyst til at dø. Jeg er mere i en periode, hvor jeg forsøger at sætte mig ind i dødsønsket og forstå det. Jeg genlæste i den forbindelse Caspar Erics ’’Avatar’’ igen.

Måske er det frie samfund for meget for mange af os. Mest fordi det slet ikke er frit, men er forklædt i frihed. Det frie valg. Du kan blive hvad du vil, gøre hvad du vil. (så længe du uddanner dig og arbejder til din pensionsalder er nået og ikke brokker dig når vi fodrer hundeæde til dig på plejehjemmet som tak for dit bidrag til samfundet) Måske var det nemmere at forholde sig til sit liv den gang det var så meget mere simpelt. Nu craver vi f.eks. sådan den ægte kærlighed, men eftersom vi ikke længere er afhængige af hinanden, tør ingen af os faktisk at satse på den. Vi skifter mennesker ud hele tiden, når det bliver for svært. Jeg gør det også. Jeg er ikke bedre selv. Er livet ikke for kort til at blive såret hele tiden? Åh, hvem ved. Og måske er det netop sådan noget, der driver folk ud i selvmordet. Fordi vi ikke forstår, at vi ikke kan tilpasse os. Men grunden til det er ikke os. Vi er ikke skabt til at leve på den her måde. Det er fandme ikke vores skyld, at vi er ulykkelige. Det nægter jeg at tro på.

Så hvad kan det ensomme selvmord gøre? Sikkert ingenting. Vi snakker jo meget om dem, der begår selvom. Men lytter vi egentlig til hvorfor? Eller snakker vi blot om hvor trist det er. Og så husker vi dem blot som det. Som selvmordet. Det er mændene der ligger højest, når det kommer til selvmordsraten. Det er der sikkert gode grunde til. Begge køn har nogle seriøse udfordringer i den her verden, mens os der prøver at italesætte dem, får at vide at vi er overdrevne feminister, der bare vil være imod alting. Okay, så er vi det. Men lad os lige kigge på selvmordsraten blandt mænd alligevel..

DR skrev tidligere på året at TRE GANGE så mange mænd som kvinder begår selvmord. At kvinder har flere selvmordsforsøg, men at mænd oftere lykkes. I 2016 begik 426 danske mænd selvmord. Det er altså virkelig mange. I artiklen nævnes det, at mænd i højere grad er ensomme og ikke har nogen at snakke om deres problemer med. Det kan jeg sagtens tro på. Især i forhold til hvordan det stadig forventes af manden at han er stærk og ikke viser tegn på kvindelige træk som følsomhed. Af den grund kan de ikke snakke om følelser, selv hvis de har nogen omkring sig.

Og naturligt nok snakker man så om, at det skal være nemmere at tale om problemerne. Og det er jeg selvfølgelig enig i. Og dog har jeg alligevel en tanke.. Vi ser det her som et personligt problem blandt de mennesker, der begår selvmord. Ikke et samfundsmæssigt eller kollektivt. Bør vi ikke for pokker kigge på det her samfund, og se hvad det egentlig er for en verden vi lever i, der leder så mange mennesker ind mod selvmordet? At se det som enkeltstående problemer, er som at sætte gaffatape på et rustent rør. Jeg kan næsten ikke rumme det.

Vi lever i et stress-samfund, hvor folk løber afsted for at nå møder og deadlines, som om disse ting er vigtigere end deres helbred. Arbejdsmarkedet er blevet vigtigere end mennesket. Og jeg kan mærke jeg tit selv har lyst til at slippe alting. At bare tænke, ok fint nok, hvis det er sådan her jeg skal komme igennem min uddannelse, så vil jeg næsten hellere ligge i min seng og give op og acceptere at jeg er et nul og ikke bliver til noget. Det her semester har været sådan et. Og det har ikke været semestrets skyld. Men uddannelsen er jo støbt sammen på en måde, hvor den kun forholder sig til sig selv. Den forholder sig ikke til alt det andet. Den kræver sit af os og den er ligeglad med, om der er en der knuser vores hjerte, om vi har et stort socialt behov, om vi er typer der hjælper vores venner oftere end vi kan magt og om vores husleje kræver vi arbejder mere end vi kan nå samtidig med uni. Den forholder sig kun til det den selv vil ha fra os, og hvis vi skal bruge et par uger på at komme over et eller andet psykisk hårdt, så misser vi så meget og kommer så langt bagud, at det faktisk er sindssygt svært at komme med igen. Og jo sværere det er, jo mere ryger overskuddet og jo sværere bliver det igen. Jeg ved at de fleste klarer den. Jeg ved at jeg måske er mere psykisk sårbar end de fleste. Men jeg har også en baggrund, hvor det lidt er givet. Og pga. jeg kan mærke det pres. Der kræver at jeg kan holde til mere end jeg kan, så forstå jeg ærligt godt, at der er mennesker, der ikke magter den her verden mere. Ja jeg vil gerne være akademiker. Men vil jeg være det så meget, at jeg presser mig selv ind i stress og depressioner? Vil jeg det på bekostning af mig selv?

 

 

Kilder.

https://www.etik.dk/aktiv-d%C3%B8dshj%C3%A6lp/lis-og-henning-sagde-farvel-til-livet-sammen

https://www.dr.dk/nyheder/indland/tre-gange-saa-mange-maend-som-kvinder-begaar-selvmord-ensomheden-overmander-dem

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.