Det hænder, at man i barernes mørke røg kan ende i mørke samtaler. Jeg havde for nyligt en samtale om døden. Den har hængt i mig i flere dage. Jeg åbner den hele tiden op igen. Hvorfor er døden så attraktiv? Får et spørgsmål tilbage, om jeg gerne vil være gammel? Ikke nødvendigvis, men jeg vil gerne sætte mit mærke på denne jord, før jeg forlader den. Jeg vil ikke være sådan en, der mærker den ved at forlade den. Det er for nemt.

Der kom et spørgsmål til mig, der hentydede til en ældre samtale vi har haft: hvem er det der prøver at fikse dig, og hvorfor?
Dem omkring mig vil gerne have jeg er glad.
Er du ikke glad?

Det spørgsmål hader jeg at stille mig selv. Er jeg glad? Det leder mig ind i en lang smøre. Jeg har det svært med det her samfund, og ender i en sms, der udtrykker mere mørke, end jeg egentlig troede jeg havde: ”Glad for hvad? Alting er så ligegyldigt. Samtaler folk har, at uddanne sig, arbejde.. Det er jo kun fordi, der ligger en eller anden forventning om det her. Er man klog, så skal man bruge sin hjerne. Det er pisse kedeligt. Jeg vil bare skrive. Samfundets største sejr, er klart at få folk til at tro, de skal have ét bestemt slags liv. At et godt og lykkeligt liv er stabilitet, familie, et pænt hjem, et godt job. På den måde er der kontrol over alle familierne. Alle der ikke passer ind er forkerte og dårlige for fællesskabet. At være glad i det er det samme som at give op og acceptere det. Alle slags liv skal anerkendes, så længe de liv ikke skader andre.”
Efter sådan en sms, får jeg svaret: Det er det jeg mener. Døden er alt. Og det er jo på en måde et svar, der giver mening, samtidig med at det er et svar der slet ikke giver mening. For vil vores død forandre noget? Kan den være et stort nok statement? Nej, for folk vil ikke se det. Det er vigtigere at have en Kaj Bojesen abe på boghylden, end det er at se verden for hvad den er. Noget, hvor vi er nogle, der er heldige at være født i et samfund uden krig og med velfærd. Samfundet er korrupt, men det er stadig uden tvivl tryggere end en del andre samfund. Derfor kæmper vi i stedet for de ligegyldige ting. Såsom en lummer kompliment fra det modsatte køn. Vi kunne også bare lære at sige fra.

De fleste jeg snakker med i min generation vil gerne have forandring. Men de ved ikke, hvordan de går til sådan en. Vi er dovne. Vi gider ikke. Vi har det jo fint. Ja, indtil det er os, der pludselig får en ”Trump” som statsminister, og abort bliver ulovligt og det bliver nemmere at slippe afsted med voldtægt. For vi er ikke langt fra af og til. Når vi sender soldater afsted, og de kommer hjem med PTSD, så skal de i behandling. Men børn og voksne, der kommer hertil fra Syrien, og lider af det samme, af gode grunde, de er dårlige mennesker, der ikke kan tilpasse sig samfundet. Det er den forskel vi gør på mennesker. Vi deler os op i dem og os, og det eneste, jeg stadig kan skrive digte om, er hvor meget jeg elsker en eller anden kegle, der terroriserer mig psykisk. Og ved i hvorfor? Fordi det er kræftedeme sindssygt at forsøge at skrive om noget så langt ude, som at mennesker drukner, mens de prøver at flygte, fra en krig de ikke selv har startet. Jeg ved slet ikke hvordan jeg skal gå til sådan et emne.

Så måske er det sandt, at døden er en vej mod forandring. At vores revolution er nødt til at være et kollektivt selvmord, en stor fed fuck-finger til det hele. Ligesom at lade være med at få børn. For vi tør ikke. Jeg læste for nyligt, at vi fucker så meget med jorden for tiden, at der er en risiko for, at min generations børn vil opleve jordens undergang. HVAD FANDEN ER DET?!?!?! Men ingen kan bryde vores bobler. Vi har det godt i dem. Alt er godt. Vores børn skal nok redde planeten. De børn vi ikke tør at få altså.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.