Jeg har efterhånden fundet ud af, at det er fandens svært at være ærlig. Virkelig. Jeg kan næsten ikke overkomme det, fordi det mest af alt betyder, jeg også skal være ærlig over for mig selv. Og hvad er min sandhed? Det ved jeg slet ikke endnu. Jeg er i vildrede omkring hvor meget jeg bilder mig ind og hvor meget der er virkeligt. Men hvis jeg bilder mig selv ind, at jeg har bestemte følelser, kan det vel ikke være indbild? Så er de vel meget virkelige, uanset hvilket grundlag de udspringer fra. Eller hvad?

Jeg har efterhånden fundet mig selv et sted, hvor jeg sårer en del folk. Min selvoptagethed er voldsom for tiden. Jeg har problemer med at se, hvad jeg gør ved folk, og jeg har problemer med et erkende, at det er mig, der gør det. Jeg tror ærligt, jeg har en forventning til, at de er ligeglade med mig alligevel. At de faktisk ikke synes om mig, men har et ligeså selvisk udgangspunkt for vores relation, som jeg måske selv prøver at overbevise mig selv om at jeg har. Jeg går ud fra, at jeg er ligegyldig, og derfor tror jeg ikke jeg kan såre dem. Sådan er det bare ikke.

Og så kommer jeg til at tænke på, at for ligesom at gå tilbage i en sund tilstand, med almindelige forhold til folk og knapt så meget selvoptagethed, er jeg ligesom nødt til at se på hvem jeg faktisk er, være tro mod den person og tilgive det den person har gjort. Det er bare ikke specielt nemt vel. For jeg aner ikke hvem jeg er. Og hvem gør det. Aner i hvem i er? Og i så fald, hvordan fandt i så ud af det? En ven skrev til mig i dag: ”det er jo ægte at du ikk vil være ægte”. Og det har jeg tænkt meget over. Men betyder det, at jeg skal hengive mig til min facade, eller betyder det bare at jeg skal acceptere, at der er en grund til jeg er sådan et facademenneske lige nu, og derfor ikke fremstår ægte, men prøver at finde frem til mit ægte selv. Åh fuck altså.

Jeg vil egentlig gerne sige undskyld til alle dem jeg har såret. Men den undskyldning bør indikere, at jeg aldrig vil såre dem igen. Og det vil jeg ihærdigt prøve på at lade være med. Men før jeg er kravlet ud af det her fahcadeliv, den her desperation og det her mørke, tror jeg ikke jeg kan love, at jeg ikke i uvidenhed, kommer til at såre igen.

Men undskyld. Jeg mener det oprigtigt. Undskyld til alle jeg har gjort kede af det og undskyld at jeg er sådan en selvoptaget idiot og undskyld, at jeg slet ikke aner hvem fuck jeg er, og derfor bruger andre til at definere mig. Jeg er ked af, det er sådan jeg er lige nu. Jeg prøver at minde mig selv om det og lære mig selv, at jeg gør forkerte ting med forkerte hensigter. Jeg håber, at det ændrer sig. Og at jeg snart kan slippe min rustning og selv finde ud af hvad den faktisk gemmer på. For jeg er blevet så tryg med den, at den er mig nu. Og den person ville jeg måske kunne være, hvis ikke hun var så ligeglad med konsekvenser. Hvis ikke hun forstod så lidt af andres følelser. Hvis og hvis og hvis.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *