En datter står på pool-kanten og kigger på sin far. Hun råber, han skal gribe hende. ”Far! Jeg hopper nu! Grib mig!”. Og han griber hende. Hun hopper uvidende ned i hans arme. Ingen begreb om hvor mange gange i fremtiden, han vil fjerne dem, når hun springer. Hun vil kaste sig blindt efter de arme. Søge deres tryghed. Deres accept.

Han stopper med at gribe hende før eller siden. Han lader hende tro, han griber. Men han fjerner begge hænder. Han siger, hun må lære at gribe sig selv. Det ender i et evigt udkast af krop. Udkast af hjerte. Hun kaster sig ind i armene på ældre mænd, og håber de griber hende. Og bliver ved med at gribe hende. Men de stopper alle sammen med at gribe. De vil ikke have endnu en datter.

De finder ungdommen og bekræftes i den. 40+ og kan stadig score en tyveårig. 50+ og kan stadig score en tyveårig. Men derefter vil de ikke tage ansvar for dette lille menneske, der troede det endelig blev passet på. Ubevidst selvfølgelig. Hvorfor elsker han mig ikke? Fordi han ikke vil have en datter. Han vil blot forme og uddanne. (nøgen) Føle sig stor og stærk. (overlegen, maskulin) Og så vil han have lov at gå. Som enhver anden far.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.