Jeg elsker dig nogle gange. Eller. Har jeg overhovedet nogensinde elsket nogen rigtigt, hvis jeg faktisk ville have dem til at skade mig? Hvis deres påførelse af skade på mig i virkeligheden er min selvskade, og jeg er bevidst om alt jeg gør og at jeg når til at punkt, hvor jeg ville lade det slå mig ihjel, hvorfor beder jeg så ikke om hjælp? Jeg vil jo gerne snakke om det. Jeg snakker hele tiden. Vil konstant have opmærksomhed for min destruktion, som om den er noget at være specielt stolt over. Hej, jeg hedder Cecilie og jeg er afhængig af at blive ødelagt. Hej Cecilie, siger alle de andre junkier. Jeg klynger mig til enden på livet, får jeg at vide. Vil jeg da gerne dø? Det tror jeg ikke. Vil jeg gerne være tæt på? Måske. Hvis jeg taber denne afhængighed, den desperation den udtrykkes igennem, har jeg så noget tilbage? Er jeg så stadig digter? Et spændende menneske? Speciel? Er det i virkeligheden dét, som skræmmer mig mest? At blive almindelig. At blende ind. Når folk, der holder af mig, siger, de gerne vil have jeg er glad og i sikkerhed, er de så bevidste om, at en sådan tilstand vil forandre hele min identitet? At jeg formentlig vil blive et helt andet menneske, som de ikke nødvendigvis ville kunne lide på den måde, som de lige nu kan li mig på? Og i den forandring vil de måske skamme mig eller i værste tilfælde forlade mig, fordi jeg ikke længere er den samme. Hvis jeg mister mit mørke, mister jeg så det hele?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.