Der er noget, der konstant undrer mig.. Derfor bliver dette indlæg nok en anelse for ærligt. Ærligt på en måde, jeg ikke er sikker på, om jeg bør være ærlig på. Hvis i forstår. Der er visse ting, man skal holde tæt med. Men jeg er nødt til at bruge mig selv som eksempel, selvom der er en fare for at lyde som en fuldkommen patetisk idiot, for jeg kan ikke tale på andres vegne. Det har jeg heller ikke lyst til. Jeg ved ikke, hvor mange andre, der er sådan her, selvom der helt sikkert ER andre. Jeg vil forsøge at undgå at pynte for meget på de her ord med unødvendigt ”glam”, men det er lidt en vane, så bær lige over med mig. Nu kommer det.

Hvorfor er det overhovedet muligt at bilde sig selv så meget ind, som slet ikke er? Her taler jeg ISÆR om følelser fra andre. I et seksuelt forhold, hvor der selvfølgelig kan opstå stor intensitet og indlevelse, (det er så absolut den type mennesker jeg forelsker mig i), har jeg tendens til at forelske mig med sådan en voldsomhed, at jeg ikke kan kontrollere det allerede fra starten. Jo hårdere og sværere det bliver at være i, jo mere forelsket og nærmest besat bliver jeg. Et fornuftigt menneske ville se denne forelskelse komme snigende forholdsvist hurtigt, være bevidst om, at den ikke er gengældt og derved bakke ud for ligesom at redde sig selv, før det bliver for slemt. Det forvirrer mig, at, lad os f.eks. sige et år, et helt år, kan 80% af tiden føles som et helvede. I ved; hvorfor skriver han ikke? ignorerer han mig? er han træt af mig nu? har han fundet en der er bedre/smukkere/tyndere/klogere/sjovere eller en der er villig til at blive taget i røven på månedlig basis måske ? (??????) er jeg for irriterende? er jeg for omklamrende? skriver jeg for meget? svarer han hvis jeg skriver igen? You get the point.. Helvede, og alligevel er der noget i mig, der desperat forsøger at klinge mig fast i hver eneste lille gestus der kunne føles som noget gengældt. Hold nu kæft man. Jeg har været sådan her siden jeg var 16. Måske endda længere i andre forbindelser.

Der kommer små tegn fra dette menneske, som egentlig ikke betyder noget, men jeg ser dem lige med det samme, fuldstændig vågen, hele tiden klar til at springe ind i favnen på den ikke elskende uopnåelige mand. Og i det tegn, det tegn der ikke er et tegn, der kunne jeg blive lykkelig (for det er jo helt sikkert det, jeg stræber efter…) (…ik?…) Og så ER jeg jo lykkelig, det er der ingen tvivl om, indtil jeg ser ham igen, og handlingerne bryder op med de der tegn jeg så, der ikke var tegn. Alligevel kan de tegn få mig til helt at begynde at fantasere om et liv med dette menneske. Også selvom at jeg jo godt ved, (JEG VED DET ALTSÅ) at det aldrig (virkelig) bliver en realitet. For så var det blevet det med det samme. Jeg ser morgenkaffe i sengen og voldsomt meget helt vildt forkert og pervers sex, fordi der er et eller andet pisse romantisk ved at være tæt på at dø sammen (hvor fanden har jeg det fra?) Jeg ser disse ting for mig, som om de på nogen måde giver mening..

Det er som om de der mørke sider i folk og situationer er noget, jeg tror, jeg skal hænge fast i. Sådan en ‘‘hvis jeg bare kæmper længe nok, så skal han nok forelske sig i mig og i mine digte og vi kunne blive trygge i kaosset sammen” ad. Det er jo tydeligvis ikke kærlighed jeg stræber efter, når mit liv hele tiden suger kaosset til sig. Og kan jeg så overhovedet klage og tillade mig ikke at forstå? Og hvordan ved jeg, om jeg er forelsket i manden eller kaosset, der slynger sig omkring ham? Det ved jeg først, den dag han gengælder mine åndssvage følelser, og jeg derefter vil finde ham kvalmende kedelig og daffer videre til den næste.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *