Jeg synes, det er enormt svært at kalde mig selv for kunstner. Janteloven hænger tungt over mig, og jeg er bange for at lægge for meget talent på mig selv, og på den måde fremstå arrogant eller selvfed. Og hvor er det dog deprimerende. Hvor gør det mig frustreret, at jeg er så bange for at sige til mig selv, at jeg har lavet noget skide godt. Det sker, at jeg gør det, men bagefter føles det alligevel super mærkeligt. Som om jeg bare forsøger at bilde mig selv ind, jeg er bedre end jeg er. Jeg tror en del lider under dette, netop af frygten for andres mening. Det er super ærgerligt, og derfor hiver jeg lige i mig selv, og kalder dette indlæg for ”Det at være multikunstner”.

Det er jo netop, det jeg er. Men for mig kan det være super problematisk. Da jeg gik i 2. klasse havde jeg en drøm om at blive forfatter. Derefter ville jeg være billedkunstner, ridelærer, topmodel, skolelærer, fotograf og til sidst endte jeg igen på, at jeg ville være forfatter. Så blev jeg forfatter. Jeg har nu to udgivede bøger bag mig, og føler selv, at jeg godt kan tillade mig, at kalde mig selv for forfatter. Men det er jo ikke det eneste jeg er. Jeg er en tænker. Mit hoved står aldrig stille. Mit hoved og mit højre ben, der altid tripper ustyrligt, hænger tydeligvis sammen. Jeg har et galopløb i mine blodårer, og det er svært for mig at holde styr på.

På trods af mine drømme har jeg på en eller anden måde altid bildt mig selv ind, at jeg ikke vidste hvad jeg ville være. Jeg overvejede alt muligt og endte på, at det sikkert ville passe godt til mig at læse litteraturvidenskab. Efter noget tid fandt jeg ud af, at man kunne kombinere to fag på RUC i en bachelor, og tænkte jeg ville læse en kombination af dansk og psykologi. Det startede jeg på, og det var bare slet ikke mig. Så jeg stoppede. Og hvorfor var det ikke mig? Var det ikke lige netop sådan noget, allesammen sagde til mig, at jeg ville være fandens god til?

Igennem hele min folkeskole har jeg været rigtig god til dansk, til samfundsfag og til engelsk, mens fag som fysik, matematik og historie slet ikke kunne fange mig. I lang tid tænkte jeg, og alle andre omkring mig, at jeg bare var humanist. Det var disse fag, jeg var god til, men inden for det sidste stykke tid har jeg fundet ud af, at det er jeg absolut ikke.

Jeg elskede også fag som sløjd, madlavning, musik og håndarbejde. Hvorfor gjorde jeg det? Jeg ville da helst læse og analysere tekster og være klog i politik?
Nej.. I januar startede jeg på KTS foto grundforløb, og pludselig indså jeg hvorfor andre fag aldrig kunne fange mig.
Jeg fik aldrig lov til at skabe noget i de andre fag. Jeg er en tænker, og jeg har brug for at forme disse tanker til fysiske ting. Til tekster, fotografier, ting. Men det er også svært. Nu jeg er startet på grundforløbet, så er det super svært for mig at få skrevet. Jeg kan simpelthen ikke finde ud af at være multikunstner. Jeg kan kun fordybe mig i en af formerne ad gangen. I mange år har jeg fokuseret på at skrive, og nu er mit fokus pludselig et andet sted, og mine historier skal fortælles på en anden måde. På en måde, der i mange år har fascineret mig, men som jeg aldrig rigtig er gået i dybten med, og jeg synes, det er super hårdt, fordi jeg er blevet så vant til at bruge så meget tid på mine tekster.

Egentlig er jeg nok bare bange for, at jeg mister den gnist, jeg har i mig, der gør, at jeg pludselig har en linje i hovedet, der former sig ud til en hel masse. Jeg er bange for, jeg aldrig bliver færdig med den roman, jeg er startet på. Jeg er bange for, at jeg kun kan satse på én ting, og derved må sige farvel til den anden, i hvert fald som hverdag. Og sådan burde det ikke være. Men sådan er det for mig at være multikunstner. Når jeg er fotograf er jeg ikke digter, og når jeg er digter er jeg ikke fotograf. Jeg falder ind i en rytme, som kun passer til en af dem, og det gør lidt ondt på mig.

Derfor står bloggen lidt stille. Det gør Cecil Photography facebooksiden til gengæld ikke, men hvor er det underligt, og hvor ville jeg gerne skrive digte hver aften og fotografere hvor formiddag. Jeg burde acceptere, at jeg føler mig levende, så længe jeg skaber et eller andet. Jeg burde så frygtelig mange ting. Jeg starter med at poste det her indlæg. Så ser vi, hvor vi ender.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *