Jeg er ikke en rigtig kvinde, jeg er ikke en gang et rigtigt fucking menneske. Jeg ved ikke hvornår man er det, og jeg har ingen fremtidsplaner om noget som helst. Jeg vil bare skrive. Skrive skrive skrive, men det kan man sjældent leve af. Med mindre man skriver krimier eller sexromaner (åbenbart) og jeg gider ikke det simple fis. Der er ingen jobs jeg vil have. Der er ingen uddannelse jeg vil tage. Jeg vil bare til Los Angeles og hoppe rundt i havet og drikke rødvin hver eneste dag, men vi lever i et samfund hvor man ikke kan gøre lige præcis det man vil, uden at være et skide egoistisk menneske. Man skal bidrage, alle skal fucking bidrage, og når jeg så sidder som 70årig, endelig med en pension og tiden til at bruge den, kan jeg ikke. Så har jeg cancer eller en dårlig hofte eller et eller andet, andet fis. Og så må jeg sidde utilfreds med minderne om min ungdom, og vente på at dø. Yes, det skal jeg nok.

Jeg er ikke en rigtig kvinde. Jeg kan ikke finde ud af at lægge den der fine streg hen over øjenvipperne. Jeg kan ikke købe en ordenlig mascara. Jeg aner ikke hvilke farver jeg bør tage på og jeg kan ikke gå i stilletter, fordi mine fødder er for klumpede. Jeg er ikke et rigtig menneske, for jeg er for egoistisk. Jeg vil have noget ud af alt jeg gør, jeg vil ikke gå på kompromis, jeg vil have det hele med det samme, jeg vil ikke vente. Jeg hader at vente.

Når jeg bliver færdig med en eller anden uddannelse, så skal jeg finde et 8-16 job hvor jeg kan lave en masse jeg ikke gider, for at få de ting jeg vil have. Hvorfor er det at man SKAL yde for at nyde. Hvorfor er det at man skal ofre for at få? Ellers bryder samfundet sammen, ja det er jeg klar over. Men hader i ikke at gøre ting i ikke vil? Hader i det ikke ad helvedes til? Jeg er klar over at der er masser som har et job de elsker, og gør det de elsker hver eneste dag. Men hvad hvis der ikke er noget der passer til en? Hvad hvis man er forkert til det hele? Som mig? Et eller andet sted er det unfair at der er så mange der laver noget de ikke kan lide, mens andre har fået muligheden for at gøre det de elsker. Der skal være forskelle i et samfund, men hvorfor kan det ikke være godt for alle?

Hvad gør mig så til et menneske? Det er jo det jeg er defineret som. Jeg har en fornuft, fornuft er tildelt os, vi mennesker. Jeg kan elske ubetinget. Jeg spiser ikke kun for behovet, men også for nydelsen. Jeg har minder. Jeg husker og føler, jeg mindes ikke kun for at huske konsekvenser. Jeg er hævngerrig, nærig, jeg elsker smukke ting. Jeg sammenligner mig med andre, jeg er bange for at være grim, jeg er bange for at blive fed, jeg længes efter ting, jeg stoler på nogle men ikke på alle… Er det det der gør mig menneskelig?

Verden er blevet mærkelig, eller måske har den altid været det. Jeg føler jeg er født i den forkerte tid. Men det er der sikkert en del flere der også gør. Jeg er måske et rigtigt fucking menneske, indtil jeg beslutter at virkeligheden ikke var mig alligevel, og forsvinder og ikke fortæller nogle af jer hvorhen. Jeg vil have det sjovt. Det er det eneste jeg vil, nej vent, jeg vil heller ikke blive gammel, jeg vil være ung for evigt.. Åh gud..

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *