Jeg er konstant irritabel. Min mor siger det er fordi min kæreste er et svin. Jeg selv siger det er fordi min far er et svin. Det har vi tilfælles. Vi er omgivet af egocentreret selvviske idioter. Vi er selv sådan.  Det er helt okay, det har hun i hvert fald altid fortalt mig. Alt jeg ejer, ejer jeg ikke. Det gør min kæreste. Derfor bliver jeg ved ham. Mine venner siger det er forkert, at jeg ikke kan have et forhold på baggrund af ting. De vil aldrig forstå det. De har ikke prøvet ikke at have et hjem. Ordet hjem har altid været så fjernt fra mig, at jeg endnu ikke har kunne definere det. Hjem er vel der hvor man lægger sig til at sove. Jeg skifter hjem konstant, mit hjem har dog været det samme i nogle år efterhånden.

Jeg er konstant irritabel. Min kæreste siger han ikke kan holde det ud. At hvis jeg mangler smøger, så må jeg skaffe dem, i stedet for at sidde og vrisse af ham fordi jeg er rygetrængende. Det har han sikkert ret i, men hvad skal jeg gøre? Ingen penge, ingen smøger. ”Stil dig ned på gaden, der er sikkert en der gir’ en hund for et blowjob”.  Den sætning har jeg hørt mange gange fra ham. Og det er der, der er faktisk mange der giver en hund for et blowjob. Det er ikke så forfærdeligt egentlig. Jeg kan nu meget godt lide det. Ikke kun de der blowjobs, men alt det andet også, og så får jeg flere penge. Men jeg gemmer dem for Kasper. Det er mig der har arbejdet for dem, så jeg gemmer de fleste væk fra ham så jeg har nogle hvis alt en dag går helt galt. Der er mange forkerte ting jeg godt kan lide. Jeg kan godt lide når Kasper bliver vred og begynder at tæske løs på mig. Jeg kan godt lide at kigge på mine ar. Jeg kan også godt lide Peter Lundin. Ikke for det han har gjort, jeg synes ikke folk skal slås ihjel, men for det han står for. Lundin brugte stort set alle sine penge på ludere da han var ung. Ikke fordi han ikke kunne score, men fordi han ville være sikker på at få lige præcis hvad han ville have.
Jeg kan lide at have blå mærker om halsen. Jeg kan lide når min mor græder. Jeg sværger, der er ikke én eneste type porno, jeg ikke har onaneret til.

Mine dage er planlagte. Ikke af mig selvfølgelig. Det gider jeg sgu ikke. Men af fængslet. Det er okay, jeg kan egentlig godt lide lidt struktur, så slipper jeg for at tænke over de ting selv. På det punkt er fængslet skønt. Jeg har masser af tid til at sidde og skrive ting ned, og jeg skal ikke spilde min tid på at handle ind til aftensmaden. Til gengæld hader jeg at være omgivet af kvinder. Her er propfyldt med betonlebber der knepper og gnider sig op ad hinanden når de får chancen. Det er ækelt. Jeg er sikker på at mange af dem heller ikke selv kan lide det, men de har så meget brug for at blive bekræftet og have noget de kan kalde kærlighed, at de gerne nøjes med kvinder når der ikke er nogle mænd i nærheden. Flere af dem herinde der påstår at de elsker hinanden, har jeg set forsøge at lægge an på hver eneste mandlige fængselsbetjent der har været her. De er så pisse liderlige, at det nærmest løber ud af dem når betjentene tager fat i dem fordi de er en smule for aggressive eller ikke vil skride tilbage i cellen.

Kasper kommer ikke og besøger mig mere. Det rager mig, men jeg skriver i breve til ham at det gør mig ked af det. Han svarer ikke på brevene, men de kommer heller ikke tilbage, så jeg bliver ved med at sende dem. Jeg vil bare gerne have at han vil have mig, så jeg kan få ham til at skride fra mig igen. Det er rart at have noget at snakke med folk om, selvom jeg helst ikke taler med de fleste herinde. Man kan kun snakke om at kæresten er skredet i tre uger. Måske en måned hvis man ikke gør det konstant. Efter det gider folk ikke høre på ens pis mere, men jeg kan godt lide opmærksomheden. Især når der bliver lavet de der ”ej-det-gjorde-du-bare-ikke-blikke”, de er pisse fede. Især når jeg kommer til mordet, så er de helt hvide i hovederne, fordi de fleste af dem selv sidder her pga. tyverier, skattesvig og et par tæsk på ungerne. Jeg var gravid en gang. Kasper fortalte mig at vi ville få den smukkeste unge. Jeg selv var ikke sikker, og jeg kunne heller ikke holde mig fra vodkaen i mere end to måneder. Så røg den ned igen og igen og igen alt imens jeg kørte rundt i min mors elskers nye Mercedes og nød at være ung og smuk. Jeg kørte selvfølgelig galt. Jeg ramte ironisk nok en lille lyshåret pige i en pink kjole. Hun døde ikke, det gjorde nok bare ondt. Mit barn døde, og det var så den graviditet. Det rørte ikke mig det store, men Kasper gik helt ned. Jeg blev vred over at han var så svag. Jeg kunne slet ikke klare det, så jeg begyndte at provokere ham, så han begyndte at slå mig igen.

Udenfor fyger sneen rundt og danner små snedriver som teenagerne ude i friheden sikkert kører bevidst ind i. Jeg skriver friheden for at gøre det klart, at jeg er som en hund på et internat. Konstant i snor. Jeg sidder og glor ud igennem tremmer på dem der glor på mig. Når jeg en dag lukkes ud, ender jeg herinde igen. Var jeg i USA blev jeg aflivet nu, da jeg nok er for dyr i drift. Der er faktisk ikke særlig længe til den dag jeg lukkes ud. Dog glæder jeg mig ikke. Jeg frygter det heller ikke, men der er helt okay her. Kasper frygter det sikkert. Han er bange for mig nu, hvilket ikke giver mening når jeg aldrig nogensinde har slået igen de gange han har kastet mig ind i et bord og kneppet mig mens jeg ligger oven i en kniv fra aftensmaden. Jeg har aldrig slået igen.

Da jeg sad i retten, sad Kasper nede bagved. Han forventede jeg ville kalde mig selv frøken ikke-skyldig så han kunne sige til sine venner, at jeg altså ikke havde gjort noget, at det bare var en fejltagelse og at de nok snart skulle finde den rigtige. Men jeg skuffede ham noget så grusomt, da jeg erklærede mig selv skyldig overfor dommeren, og derved røg direkte ind i fængslet. Han kom og så mig en gang, men det var for at fortælle at han ikke ville komme tilbage. På det tidspunkt var jeg stadig en smule blå om halsen, og han stirrede på den det meste af samtalen. Jeg aner ikke hvad han tænkte, om mig eller om sig selv, men han havde det ad helvedes til, og jeg prøvede forgæves at finde ud af, om han havde dårlig samvittighed eller bare havde det dårligt over min tilstedeværelse. Min mor kom også den dag, og hun kommer stadig. Hver eneste tirsdag. Hun snakker tomt om ham hun knepper og de ting hun køber og laver. Hun spørger hele tiden til Kasper, på trods af hun altid har hadet ham. Hun spørger aldrig ind til hvad der skete den nat det gik galt, hvorfor jeg er her. Jeg har nogle gange prøvet at skubbe samtalen derhen, men hun undviger den bevidst. Det er også okay, men jeg kan nu godt lide at fortælle om det, det var smukt.

En af mine kunder forsøgte altid at overtale mig til at blive bundet, men jeg nægtede hver gang jeg var hos ham. Han var meget stædig, men gjorde det alligevel aldrig hvis jeg havde sagt nej. En af gangene var han lidt fuld, og forsøgte at gøre det alligevel, og i det jeg kæmpede imod gav han mig en lussing. Jeg havde ikke noget imod lussingen i sig selv, men blev vred over grunden til den og slog tilbage. Det gjorde ham rigtig vred, så han skubbede mig ind i en væg, rev mig til sig i mit hår og kastede mig ned på sengen. Jeg sagde ingenting, men forsøgte bare at få øjenkontakt med ham. Han holdt mit hoved nede, og prøvede på at kvæle mig med en pude. Jeg havde ikke ligefrem lysten til at dø, og spjættede så meget med benene, at jeg formåede at ramme ham i skridtet, så han faldt sammen. Jeg løb alt hvad jeg kunne ud af hans lejlighed og hjem. Kasper så mig fyldt med blå mærker og en smule blod i ansigtet. Han insisterede på at fortælle mig hvem der havde gjort det. Det var åbenbart sådan, at det at tæske mig, var noget han havde patent på. Jeg fortalte ham det, og han tog derud for at ”ordne det”. Han sagde det sådan ÅRDNE DET, du ved, sådan rigtig aggressivt. Han smuttede.
Der gik kun et par minutter før jeg indså, at jeg ikke vidste om Kasper havde tænkt sig at skræmme ham eller slå ham ihjel. Det sidste tvivlede jeg på, men ikke nok til at jeg kunne holde mig væk, så jeg tog derud. Kasper var der slet ikke, men fyren sad i sin seng og stirrede på sine væltede møbler. Han rejste sig da han så mig, og spurgte hvor mange penge han skyldte. Han havde bare det her blik i øjnene, der gjorde at jeg vidste der var et eller andet galt. Jeg sagde til ham, at jeg gik ud og tog et glas vand, hvilket jeg gjorde, men jeg kiggede også rundt i køkkenet. Knivene stod i en knivblok på bordet, og jeg tog en af dem op og kiggede på den. Han var kok, så den var rimelig skarp. En af de knive, hvor man ikke indser den skærer i en, før man mærker blodet sive ned af huden. Jeg kørte den hen ad min håndflade og lavede et lille snitsår alene for at bekræfte at den kunne gå igennem hud som var det vand. Det var imponerende. Idet jeg vendte mig om, stod han pludselig lige i døren. Hans hår klistrede til hans pande, der var ild i hans øjne. Den sorte skjorte stod halvt åben og jeg lyttede til hans vejrtrækning mens jeg stod der. Han lød som en vred hund. Han havde ikke set, at jeg havde kniven i hænderne, og farede derfor bare imod mig, og greb fat om halsen på mig. Jeg stak køkkenkniven ind i maven på ham.

Kasper troede ikke på jeg havde handlet i selvforsvar. Nok mest fordi han kendte mig og vidste hvordan jeg var og hvilke tanker jeg havde. Han vidste jeg nød når det gjorde ondt, men det var jo slet ikke meningen at kokken skulle dø. Det var bare det, at efter jeg havde stukket kniven ind i maven på ham, kunne jeg slet ikke stoppe igen. Jeg kørte den igennem ham op ad maven, og blodet sprøjtede ud. Det var ligesom fyrværkeri. Jeg holdt nytårsaften i kokkens køkken. Jeg stak den ind i halsen på ham, ind i øjet, jeg skar pikken af ham. Jeg var nødt til at flænse ham fuldstændig op, før jeg følte en tilfredsstillelse og en afslutning, og jeg undrede mig ikke et eneste sekund over hvor Kasper var taget hen. Det var ligegyldigt.
Så gik jeg til politiet. Helt fyldt med blod, fra kokken der købte ludere. Ingen troede på at det var selvforsvar fordi jeg var gået sådan amok på ham. Det er et eller andet sted også forståeligt nok, og jeg er ret ligeglad med min fængselsstraf. Jeg ville bare ønske at Kasper troede på mig, så vi kunne skræmme livet af hinanden igen. Det var de gode tider.

Jeg er konstant irritabel. Men det er nok mest fordi, at her hvor jeg er kommer min kæreste ikke og putter sin pik ind i munden på mig. Ikke en gang de desperate beton-deltids-lebber gider at kærtegne mig. Om en måned bliver jeg lukket ud, og så er Kasper og jeg sammen igen. Ja, om en måned er jeg ude, og om to er jeg igen tilbage.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *