2012-07-05 11.10.32

Jeg kunne sagtens klemme hver en hudcelle ud af dit ansigt. Blande støvet ind i min hvide maling og kaste det ud over Svendborg Sund. Springe i efter og skrige mens regndråberne flyver op i ansigtet på mig og dit sidste minde for længst er landet i havet.
Jeg kunne sagtens klemme hver en hudcelle ud af dit ansigt. Se din krop stå hovedløs, anonym, og pege på mig. Skuldrene brede, rykken rank mand, stå ordenligt, ned med den hånd, march. 1,2,3,4. Det var der du var, der du forlod os alle, der du rettede dig op og tog en kvinde i håndjern op ad væggen foran hendes mand og børn, smed hende på gulvet og gik ud. Det var dig, det var dig der tog alle hudcellerne ud af hendes ansigt og gjorde hende evigt ulykkelig. Det var dig der aldrig fortalte mig sandheden om din fortid. Det var dig der ventede til jeg var komplet lykkelig og derfor tog alt fra mig, bare fordi du kunne.

Jeg kunne sagtens klemme hver en hudcelle ud af dig, men tiden var knap og pistolen var ladt. Der er ingen der leder her. Der er ingen der leder efter dig. Jeg husker dig i hvert fald ikke. Mere.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.